“Mor, jeg vil hjem”

efterskole hjemve - jeg savner min familie

Det snart december, du tænker på alle de traditioner, I har derhjemme . Det er koldt, mørkt og ret trist over det hele. Du sidder på dit efterskoleværelse, godt nok har du snart klaret dig gennem den første halvdel af året, men det er som om, at det hele egentlig bare vælter nu, hvor julen snart står for døren. Du ville jo normalt ha’ julehygget med familien hele december.

Helt normalt

Du går måske rundt udad til og ser glad og overskudsagtig ud, men indeni kan alt være totalt kaotisk. Du ønsker måske mest af alt bare at være hjemme hos mor og far. Du føler, at du går alene med det. At ingen omkring dig forstår dig, og at alle andre på efterskolen aldrig rigtig er kede af det. Det er svært at tro, men du er virkelig ikke alene. Alle kommer på et eller andet tidspunkt i løbet af et efterskoleår, til at opleve en eller anden form for hjemve. Det kan være ved juletid eller i starten af året, hvor ingen rigtig kender nogen. Det kan være på din fødselsdag, men det kan også være en helt normal dag, hvor det bare kommer fra det ene øjeblik til det andet.

Vend det til en styrke

Det kan være utrolig hårdt at acceptere, at hjemve rammer en. Nogen føler, det er pinligt, andre ved bare ikke, hvad de skal gøre ved det. Vigtigst af alt er, at det accepteres, og får det vendt til en styrke. Det lyder nemmere sagt end gjort, men det er ikke så svært, når du først kommer igang. Et godt udgangspunkt til, hvordan det bliver vendt fra noget pinligt, er ved at snakke med nogen om det. Alting fylder også altid lidt mere, hvis du går med det alene. Deles det med nogen, finder du ud af, at du måske ikke er den eneste, der har det på den måde. På en efterskole er det især vigtigt, at vi viser hinanden, der er forskellige sider af os. Der kan ikke gå et helt år på en efterskole, uden der bliver delt ud af lidt dybere ting om en selv.

5 skarpe til at glemme

Udover at dele det der trykker med andre, er det også vigtigt at holde sig igang med noget. Ved at du holder dig igang, har du travlt med at koncentrere dig om alt muligt andet, end det du savner.

Her er 5 ideer til, hvordan du får hjemveen lidt på afstand.
1. Gå eller løb en tur med nogen af dine bedste venner
2. Lav bunke på et værelse, og se en god film
3. Selvom du mest har lyst til at pjække, tag til time istedet. Du misser ikke noget, og du får fokus på noget andet
4. Aftal én bestemt dag/tidspunkt, du ringer hjem til mor og far. På den måde, får I snakket, så du ved, de har det godt, og de ved, at du har det godt.
5. Tag en god ven i hånden, smut ned i byen og køb en omgang snacks. Snacks hjælper altid lidt på humøret 😉

Skrevet af Julie Hölck Østergaard d. 26-11-2019 i Personlige indlæg, Skoleliv, Tweens og teens