Plantedrik og Plantemælk; et miljøvenligt alternativ
I de sidste par år er plantemælk steget i popularitet. Mange har valgt at erstatte den almindelige komælk med de forskellige plantedrikke. Andre har valgt blot at skifte det til nogle få retter, og nogle helt tredje er måske slet ikke hoppet med på vognen. Uanset, så er plantemælk altså blevet et fast supplement i de danske supermarkeder. Spørgsmålet er, hvilke slags der er og vælge i mellem? Hvad bruger man til hvad? Og ikke mindst er det sundt?
Hvorfor er plantemælk blevet mere populært?
En af grundene til, at plantemælk er blevet et godt alternativ til komælken, er fordi det belaster miljøet mindre. Der er en øget bevidsthed omkring miljøet i dag, og det betyder, at flere er villige til at gøre noget. I daglig tale kaldes det ofte bare mandelmælk, rismælk, sojamælk etc. EU besluttede dog i 2017, at man ikke måtte kalde det mælk, da der ikke var mælk i produktet.
Plantedrikke kan bruges i alt fra aftensmadsretter til smoothies og morgenkaffen.
Plantemælk har også en længere holdbarhed end almindelig komælk. Derfor behøver plantemælken ikke at blive opbevaret i et køleskab, når kartonen ikke er åbnet.
De forskellige slags plantedrikke
Sojadrik
Sojamælken eller sojadrikken er en af de mest populære erstatninger. Det er også den drik, som minder mest om mælk proteinindholdsmæssigt. Sojadrikken har en lidt bitter smag, og derfor er der også i nogle sojadrikke tilsat aromastoffer som vanilje. I andre er der også tilsat sukker af samme grund. Når man skal producere sojadrikken, skal den igennem nogle forskellige procedurer, før den er klar på karton og kan sælges i butikken. Bønnerne skal først koges og derefter skal de males og blendes sammen med vand. Tørstofferne fra bønnerne skal derefter presses fra vandet. Der bliver efterfølgende så tilsat vitaminer og eventuelle aromastoffer. Til sidst men ikke mindst, skal vandet steriliseres og homogeniseres. Først derefter er det klart til at kunne drikkes og komme i kartoner.
Sojadrikken er den plantemælk med det højeste proteinindhold, dog bliver plantenæringsstoffer ikke optaget lige så godt som animalske, og derfor kan man ikke helt erstatte komælken kun med plantemælk, hvis man ønsker at få det samme næringsstofs indtag.
Sojadrikken har et højere fedtindhold end minimælk og skummetmælk. I Sojadrikken er det meste af fedtindholdet det sunde umættet fedt, i modsætning til minimælkens, som overordnede består af mættet fedt. Dog har skummetmælken et lavere indhold af umættet fedt. En ulempe ved sojamælk er, at den kan skille, når man hælder den i de varme retter eller drikke.
Havredrik
Havredrikken er danskernes favorit. Mange bruger den i kaffen, fordi det giver en cremet og lækker smag. De fleste havredrikke er blot produceret med havre og vand, dog er der nogle, hvor der er tilsat salt og calcium. Man kan også finde nogle, hvor der er tilsat honning. Foruden det kan havredrikken også være tilsat med vitaminer og calcium. Calciumniveauet kommer meget an på, om havremælken er økologisk eller konventionel produceret. Det er nemlig ikke lovligt at tilsætte store mængder af calcium og vitaminer i økologiske drikke.
Produceringen af havremælk er meget nem. Det kræver blot en pakke havregryn og noget vand. Man sætter havregryn i blød i cirka 7-10 timer og derefter skal det hele blendes sammen og sis gennem et viskestykke, så alle de små grynrester bliver sorteret fra. Derefter har du hjemmelavet havremælk, som kan stå i køleskabet i 4-6 dage. 200 gram havregryn skal cirka bruge 2 liter vand. Du kan derfor også lave glutenfri havredrik, hvis du blot bruger glutenfri gryn.
Risdrik
Risdrikken indeholder ikke særlig mange vitaminer. Derfor skal man også vælge risdrikken for smagen og ikke for næringsindholdet. En karton rismælk består af ris, salt, olie og vand. Hovedingrediensen i risdrikken er faktisk vand og kun omkring 10-13% består af saft fra risen. Når man skal lave rismælken, bruger man en maskine. Maskinen bruger du til at presse saften ud af risene. Derefter blandes ris saften op med olie, salt og vand. Til sidst skulle du gerne stå med rismælk, der er klar til at drikke. Rismælken har næsten ingen smag og kan derfor også nemt bruges i smoothies, fordi der ikke bliver ændret på smagen. En ulempe ved risdrikken er, at den indeholder det giftige stof arsen. Dette er dog kun i små mængder, men fødevarestyrelsen anbefaler alligevel, at små børn ikke får risdrik som erstatning for komælk.
Mandeldrik
Selvom mandelmælk først for nyligt rigtig er blevet populær, er mandelmælk blevet drukket af forskellige folkefærd gennem tiderne. Mandelmælk vi køber fra butikkerne, vil normalt indeholde, omkring 2-5% procent mandler, hvor resten af ingredienserne består af sukker, salt og vand. Nogle gange kan der også være tilsat calcium, stivelse og olie, mens der i andre er tilsat calcium og vitaminer. Fedtindholdet i mandeldrikken er som regel ret højt sammenlignet med f.eks. rismælken eller havremælken. Dog er det meste af fedtet i mandelmælk det umættede fedt.
Fordele ved plantedrikke
- Først og fremmest kan det drikkes af veganere
- Er du laktoseintolerant eller mælkeallergiker er det også et godt alternativ
- Glutenallergikere kan også få glæde af mælken (hvis blot havremælken er lavet på glutenfri gryn)
- Generelt belaster plantedrikkene mindre miljøet sammenlignet med komælken
- Den lange holdbarhed er også kun et plus
Ulemper ved plantedrikke
- Nogle af drikkene kan risikere at skille, hvis det kommer i varme drikke
- Plantedrikkene er meget dyrere end normalt komælk – godt råd er at købe dem, når de er på tilbud
- Der er flere proteiner i komælken end i plantedrikkene
Alt i alt, er plantedrikke en fordel og en vare, der bør overvejes, om den ikke skal være en del af hverdagens dagligvarer. Er man lidt skeptisk hertil, i forhold til at få den korrekte mængde næring, kan man altid vælge at kombinere måde komælk og plantedrikke i sin dagligdag.