Skoletræt, hvad skal jeg gøre?
Træt, udmattet og uoplagt tager du i skole. Det hele virker utrolig uoverskueligt. Alt for mange lektier, alt for mange afleveringer og ja, alt for lidt fritid. Hvorfor skal det dog være så kedeligt det hele?
Du kan sikkert, som så mange andre i din omgangskreds relatere til hvor øv, det kan være at gå i skole. Hvor kedelig matematik kan være, og hvor lidt tid du har til, at have det sjovt. De fleste vil nok have langt nemmere ved at lave en top 10 grunde til at skolen er nederen end 10 motivationsideer.
Derfor har vi samlet 10 ideer, der skal hjælpe dig til at nyde skoledagen lidt mere.
10 grunde til, at du burde nyde din skolegang
1. Vennerne: Forestil dig, at du ikke gik i skole. At du bare gik rundt derhjemme og kunne gøre lige præcis, hvad du havde lyst til. Du kunne sove længe, shoppe langt mere tøj, og invitere en masse venner over. Apropos venner; de fleste i din omgangskreds er nok nogen, du gennem din skole har lært at kende. Altså hvis ikke du havde gået i skole, ville du ikke have den omgangskreds, du har nu. Det vil da være kedeligt, at gå rundt alene derhjemme, uden at kunne invitere én eneste veninde over, vil det ikke?
2. Uklog: Hvis du aldrig nogensinde havde gået i skole, vil du jo aldrig have lært de ting, du ved i dag. Det vil i så fald betyde, at dine forældre skulle lære dig alting, men de har jo også et arbejde at passe, så det er jo egentlig heller ikke en mulighed.
3. Drømmejobbet: Du går måske med en lille drøm i maven om et bestemt erhverv, du gerne vil ud i, når du skal i arbejde. Hvis ikke du går i skole, vil du ikke få den nødvendige viden. På den måde, vil du jo heller ikke kunne komme på den rigtige uddannelse til at kunne få dit drømmejob.
4. Tænk positivt: Skole kan være kedeligt, og det er måske ikke lige dit yndlings fag, der står på skemaet. Du skal tidligt op , og har alt for sent fri. Det hele virker så trist og kedeligt. Prøv i morgen tidlig, at tænke på et eller andet positivt, du kan glæde dig til i løbet af dagen. Det kan være noget sjovt, du skal fortælle dine veninder, det kan være glæden over, at du for én gangs skyld har lavet lektier. Lige meget hvad, gør en positiv indstilling altid tingene lidt nemmere.
5. Nyd fritiden: Når du endelig har fri fra skole, så sørg for, at få tankerne lidt væk. Lav noget du synes er sjovt – hele din ungdom er ikke tvunget til at handle om skole.
6. Samarbejde: Du synes måske, at undervisningen er kedelig og langtrukket. Så lav dig nogle overvejelser; hvis du skulle planlægge undervisningen, hvordan skulle det så foregå? Tag fat i dine lærere og fortæl om dine undervisningsforslag. Det kan jo være, I er flere i klassen, som har det som dig. Så hjælper du pludselig hele klassen og ikke kun dig selv. De fleste lærere, vil også gerne have elevinput – det er jo deres arbejde, at du skal lære noget.
7. Snak med dine forældre: Fortæl dine forældre, hvordan du har det med at gå i skole. Det kan være, de har nogle gode råd til, hvad de gjorde, når de blev skoletrætte. En snak, vil nok også få dem til at forstå, at du ikke har brug for, at bruge alt din tid på at gå i skole; skoledagene er lange nok i forvejen.
8. Hvad har jeg lært? Efter hver time, så stil dig selv spørgsmål til, hvad I egentlig har lært i timen. Det gør, at din hjerne nemmere husker vigtige ting fra timen, så du måske kan følge lidt bedre med næste gang. Desuden giver det også en optimistisk følelse, at føle man har lært noget nyt.
9. Ugens højdepunkt: Sørg for at du har noget, du glæder dig til i løbet af din uge. Det kan være, at du har en aftale med en veninde, at du skal til håndbold, eller et nyt afsnit af din yndlingsserie udkommer. Hvis du har noget, du glæder dig til i løbet af ugen, og når den dag så kommer, vil du føle, at din dag er gået meget hurtigere.
10. Slap af: Husk, det er okay, ikke altid at være lige motiveret til at lære. Hjernen har brug for en pause engang imellem. Så længe du prøver at følge med, så godt du kan, og spørger om hjælp, når du står helt af. Så skal det hele nok gå!