Tik tak, TikTok: Bliv klogere på den kinesiske videoapp

tiktok, social medie, app, videoer, forældre kontrol, bekymring, forældre skal passe på deres børn

Musik- og videoappen TikTok er én af verdens mest downloadede apps og hitter stort hos børn og unge. Udefra kan appen synes at være skør og svær at blive klog på. Men ikke desto mindre, så får den hele verdens ubestridte opmærksomhed, hvor både voksne og børn kaster sig ud i koreograferede dansetrin hjemme i stuen for at surfe med på bølgen. Tilmed står verdens største tech-giganter i kø for at få lov til at opkøbe eller skyde aktier i den populære app. Læs med her og bliv lidt klogere på dén videoapp, dine børn garanteret allerede har installeret på iPhonen.

Tik taks hvadfornoget

TikTok er navnet bag en kæmpe global social platform, der ejes af Beijing-selskabet ByteDance. Tidligere er den kendt som Musical.ly, og den hitter stadig med dens 800 millioner aktive brugere rundt om i verden. Bortset fra Kina, hvor appen ikke er tilgængelig. Her har de deres helt egen version, en identisk udgave, Douyin.

På Tiktok kan man dele små videosekvenser á 15 sekunder i en kombination af musik og video – og som kan få likes og deles videre i stride strømme, som vi kender det fra andre sociale platforme. Appen er downloadet to milliarder gange, og over ti procent af verdens befolkning bruger den aktivt. Her er langt de fleste fra Asien.

Kaster man et hurtigt blik på appen, vil man finde ud af, at den aktivt bruges af særligt børn og unge. Hertil har kendte, tv-kanaler og virksomheder også taget det sociale medie til sig. Så snart man har oprettet sin egen profil på TikTok, kan man ligeså hurtigt selv optage en video og sende den ud i skyen til fuld eksponering.

En ustoppelig strøm af videoer

Man behøver ikke selv at oprette en profil for at se de populære videoer. Fristes det alligevel til at downloade appen, er der efterhånden ikke grænser for, hvad man IKKE kan finde. Når man opretter sig, bliver der spurgt ind til ens “interesser”. Det gør TikTok for at målrette og tilpasse video-indholdet specielt til én. Her er der alt fra “comedy”, “animals, “dance”, “DIY & lifehacks” og meget mere. Men det er faktisk ligegyldigt, hvad man vælger at trykke på, for man eksponeres alligevel for et hav af forskellige videoer i en endeløs strøm. Et mærkeligt mix af danse-videoer, memes i video-form, klip fra film og tv-programmer, dyr, madopskrifter, folk der kommenterer på andre Tiktoks, giver tips eller filmer hvad de laver. Der er ingen regler for, hvad en Tiktok må indeholde. Kun at den ikke må vare mere end 15 sekunder.

TikToks algoritme

Hvem og hvorfor ser vi de videoer, vi gør? TikToks præcise algoritme er svær at regne ud. For det første skal man forstå, at TikTok er lavet for at sprede mest indhold til flest mennesker. Appen eksponerer os for de videoer, den tror, vi gerne vil se, under kategorien ‘For You’. Det er baseret på, hvad man selv eller ens venner tidligere har liket, delt og kommenteret. Man behøver derfor ikke have mange følgere for, at ens video går viralt. Det kræver blot, når den først er sendt ud, at nogle reagerer på den. Jo flere likes og views, jo flere steder popper den op på skærmene rundt om i verden.

Det kan være meget stressende at bevæge sig ind i TikToks univers, for man bestemmer ikke selv, hvad man får vist på skærmen. Ligesom på andre sociale medier, kan man på TikTok ‘følge’ sine venner eller kendte. Men her er der alligevel i højere grad kultur for, at man kigger på videoer af folk, man ikke kender. Eksempelvis andre unge og børn i landet, influencers eller nogen på den anden side af jordkloden der hopper. Med et enkelt swipe får man vist en ny video, og endnu én. Det kan blive enormt vanedannende, fordi den hurtigt slukker underholdningstørsten og kurerer kedsomheden. Problemet er, at algoritmen gør, at strømmen af videoer aldrig stopper.

Trends og challenges

Dét der især får folk til at installere appen er sjove challenges og trends, som lystigt spredes på TikTok. Disse trends opstår under hashtags. Det kan være en koreografi, en ting der skal siges på en bestemt måde eller en sang, der skal mimes til. En sang kan pludselig blive et kæmpe hit, fordi den er blevet brugt i en video-challenge. På TikTok er der konstant nye trends, og en challenge kan lynhurtig gå viralt. Netop fordi videoerne bliver eksponeret for så mange som overhovedet muligt. Det kan være hyggeligt at samle familien til en TikTok, men nogle trends kan indbefatte udfordrende dans og uden meget tøj på kroppen. Hvis ikke man er opmærksom som forældre, kan børn under den anbefalede aldersgrænse fristes til at lave disse videoer og dele dem med sin omgangskreds (og resten af verden).

Hvordan skal man begå sig på TIkTok?

Tiktoks målgruppe er unge fra 16 år og op efter, men i Danmark er den i højere grad populær blandt børn fra 9 års alderen. Forældre skal godkende barnets adgang til TikTok, hvis de er under 13 år, men det kan ofte være svært at kontrollere. Derfor er det som forældre en god ide, at gennemgå og snakke om TikTok med sit barn. Herunder kan man se, hvad man især skal være opmærksom på, og hvordan ens barn (eller en selv) skal begå sig på TikTok:

  • Vær opmærksom på hvad dit barn deler.
  • Husk på, at appen både er for børn og voksne.
  • Slå privatindstillinger til (så det kun er ens ‘venner’ der kan se, hvad man deler).
  • Vær opmærksom på hvad dit barn ser – der findes uendelige videoer og meget ikke-relevant materiale.
  • Vær opmærksom på, hvem dit barn følger og hvilke hashtags, de bruger. Uskyldige hashtags kan føre videre til hashtags, hvor der gemmer sig upassende indhold.
  • Vær opmærksom på de trends der florerer.
  • Lær dit barn at holde en god tone og opføre sig ordentligt (ikke skrive grimt til andre etc.)

Skrevet af Clara Johanne Selsmark d. 24-11-2020 i Fritid, Tweens og teens