Historien om bikinien

Den har været elsket og hadet, foragtet og feteret. Bikinien har igennem historien delt vandene. I bikiniens fødselsår blev den foragtet og forbudt i mange europæiske lande, men udover at have skabt en del debat, så gemmer der sig en historie om bikini, som få kender til.
Hvad er en bikini?
Helt lavpraktisk, så er bikinien en todelt badedragt. Den kommer i mange varianter og farver, men i bikinien første leveår bestod den af trekantede stofstykker forbundet med bændler. (Bændler: lærredsvævede, slidstærke bånd, som oftest af bomuld med en tæt, fast kant.)
Historien
Bikinien er opkaldt efter øen Bikini. Ja, det lyder tosset, men i 1946 benyttede USA stillehavsøen Bikini som prøvesprængningsområde for i alt 23 kernevåbenssprængninger. Det var det samme år, som de franske designere Louis Réard (1903-1984) og Jacques Heim (1899-1967) lancerede bikinien. Faktisk fik bikinien først navnet “Atome”, men efter opmærksomheden, som øen Bikini fik på grund af atomprøvesprængningen i maj 1946, ændrede de navnet til bikini.
Det skete altså således, at USA forflyttede befolkningen som boede på øen, Bikini, omkring 200 mennesker, i perioden 1946-58 og benyttede øen til prøvesprængning. Efter 1969 kunne befolkningen vende tilbage, men de måtte forlade øen igen i slutningen af 1970’erne på grund af strålingsfaren. Derfor måtte USA i gang med et større rensningsarbejde i 1988, så øen kunne gøres beboelig igen. I samme omgang begyndte udbetalingen af erstatning til kræftofre, både til befolkningen på Bikini, men også til naboøen Rongelap, som aldrig blev evakueret.
Det var derfor de franske designeres, Louis Réard og Jacques Heim, glæde at opkalde deres svømme-design for bikini.
Social accepteret
Det skulle dog ikke være så nemt, at få befolkningen til at acceptere bikinien. Da bikinien viser mere hud, end man tidligere havde set, vakte den opsigt. Folk var forarget over, at det var kommet på mode at vise sin krop frem på den måde. Det kom endda så vidt, at mange europæiske strande i 1947, forbyder bikinien. De delte meninger om bikinien skulle dog ikke stoppe dens fremgang.
5. juli 1946
Det var den franske danser Micheline Bernardini, som for første gang blev fotograferet og vist frem til publikum, iført bikinien, den 5. juli 1946. Det var en blandet reaktion fra publikum, folk gispede og en spontan applaus bredte sig. Den moderne bikini var født. Der skulle dog gå yderligere ti år før bikinien for alvor blev social accepteret. Bikinien havde ramt USA. Ungdomsoprøret i 60’erne satte for alvor bikinien på verdenskortet. Ikke nok med det, så boomede surferkulturen i Californien, som virkelig omfavnede bikinien.
Popkulturen
Brian Hyland sang om den i ”Itsy bitsy teenie weenie yellow polka dot bikini”, og i 1962 kommer en bikiniklædt Ursula Andres op fra havet i James Bond filmen ”Dr. No”. Derudover sætter Playboy en dame i bikini på forsiden, og to år senere laver Sports Illustrated Magasin sin første ”Swimsuit Edition”, som i dag er kendt for at være legendarisk, og de har gjort det hvert år lige siden.
Godt nok fylder bikinien ikke meget på kroppen, men den har virkelig delt vandene og været med til at skabe den kultur, vi har i dag. Sommetider skal der ikke mere til end trekantede stofstykker forbundet med bændler.