How to: Sådan passer du bedst på dine jeans
Ønsker du at forlænge levetiden på dine yndlingsjeans? Så frygt ej. For det store internet er propfyldt med gode råd om, hvordan du bedst behandler dine jeans, hvis du ønsker dem et langt og lykkeligt liv sammen med dig! Men det kan være svært at finde hoved og hale i, hvilke råd der virker, og hvilke der blot er myter eller smarte påfund.
Blandt rådene om hvordan du bedst passer på dine jeans, finder vi ”frysermyten”. Rygtet siger, at der skal gå op til et halvt år, før man vasker sine jeans, når de er taget i brug. Jeans begynder nemlig hurtigere at blive misfarvede og slidte, når de først har været en tur i vaskemaskinen. Men går du med bukserne, bliver de beskidte og begynder at lugte – og hvis de ikke komme i vaskemaskinen –hvad så? Et godt bud kunne være at putte dem i fryseren og håbe på, at de lugtende bakterier vil ligge sig til at dø inde i kulden.
Men dine jeans bliver højst sandsynligt ikke rene af at komme en tur i fryseren. Den amerikanske ekspert i mikrober, Stephen Craig Cary, fra University of Delaware, forklarer, at mange af de bakterier, der sidder i dine jeans, ikke dør i minusgrader. Det gør de ikke, fordi de er tilpasset til at kunne overleve lave temperaturer. Og hvis bare én enkelt bakterie overlever, kan den hurtigt formere sig i de optøede bukser. Dine jeans skal altså vaskes, hvis du vil bakterierne til livs.
Jeans i raw eller dry denim skal, som rygtet siger, helst ikke vaskes så længe som muligt. Denne slags jeans danner nemlig gennem tiden en helt unik slitage, der passer fuldstændig til din pasform, og som kan blive ødelagt i vask. Da denne form for denim heller ikke vaskes i løbet af buksernes produktionsproces, er de også ekstra ømtålelige overfor vask. Hvis man gerne vil have sine jeans i raw eller dry denim rene, kan man gå på renseri, hvor bukserne renses uden vand. Men nogle jeans tåler heller ikke rens. Derfor må du læse vaskeanvisningen grundigt, før du giver dig i kast med at vaske dine jeans eller sender dem af sted til renseriet.
Men hvad er denim egentlig? Og hvorfor er de oprindelig blå? Vil du have lyst til at læse mere om denims historie, kan du trykke her.
Både den svenske netbutik Care of Carl og WhiteAway har lavet gode guides til, hvordan du bedst vedligeholder dine jeans og farven på de på en skånsom måde, for at give dem et langt liv. Herunder kan du læse, hvad du selv kan gøre for at passe godt på dine jeans.
Pletter
– Prøv at fjerne pletterne med en vådserviet
– En våd klud kan forårsage lyse misfarvninger, så lad vær med at bruge sådan en!
Dårlig lugt
– Hæng bukserne udenfor i den friske luft
– Hæng dem ud på badeværelset, når du går i bad, så de dampes.
Det bliver de ikke hundrede procent rene af, men damp fjerner lugten af f.eks. røg.
Vask
– Første gang du vasker dine jeans, skal de vaskes alene, så de ikke smitter af på andet tøj
– Vask ikke bukserne for tit, da det påvirker farven og pasformen
– Vask bukserne på vrangen med lukkede knapper og lynlås
På denne måde vaskes de i den ”form” de bruges og risikerer ikke at blive vredet skæve i maskinen. Resten af tøjet i maskinen skånes også for at hænge fast i en knap eller lynlås, og misfarvninger på ydersiden af dine jeans reduceres.
– Vask altid på 30 grader uanset hvad vaskeinstruktionen siger, ellers vask bukserne i hånden i koldt vand
– Brug vaskemiddel uden blegemiddel, da bukserne kan miste sin glans eller blive afbleget
– Vask med flydende vaskemiddel, da pulver kan sætte sig fast i stoffibrene og give bukserne hvide striber
Efter vask
– Sørg for at hænge bukserne til tørre med det samme
– Lad vær med at putte bukserne i tørretumbleren. Det slider dem unødvendigt, ødelægger fibrene i stoffet og giver mærker
– Når du stryger bukserne, så gør det på vrangen.