Bh’er og toppe til tweens og teenagers

Det er vigtigt for os her hos teenstyle, at bloggen både indeholder relevante emner i forhold til tøj, mode og generelt vores web-shop, men også personlige indlæg om at være tween/teen, og hvad dette vil sige.
Vi er selvfølgelig kun eksperter på hele fashion-delen, men hen ad vejen opfanger vi da en problemstilling eller to mellem forældre og barn, samt de komplikationer der kan opstå med beklædning af en kræsen teenager, som har en krop i konstant udvikling.

I dag kommer indlægget til at handle om BH’er/toppe, størrelser, og hvordan man som forældre (og barn) tackler hele det her med, at alle piger er forskellige, og har forskellige behov.

Hos teenstyle.dk finder du et hav af toppe, BH’er, sports BH’er, bikinier etc., som går fra størrelse 8-16, og derefter fortsætter i de såkaldte voksenstørrelser XS-L.
Med dette sagt, så er ALLE piger forskellige, og der er intet ”normalt” svar på, hvornår man udvikler bryster, og derfor kan begynde at gå med en form for støtte.

Det er vigtigt at understrege, at piger i den yngre ende af teens/tweens årene, naturligvis kun skal gå med BH, for at støtte om de ømme steder, og gøre det komfortabelt for dem.

Vi oplever, at mødre spørger om hjælp til deres 8-10-årige piger, som så småt er begyndt at udvikle bryster, og om det egentligt er nødvendigt, med en form for støtte. Her er svaret; Nej, det er KUN nødvendigt, hvis dit barn føler et BEHOV for det, og det faktisk i sidste ende vil gøre hende mere komfortabel og tilpas.

Men, tabuet omkring det her med små piger, og brug af toppe, det skal stoppe. For de mindre piger, som kommer ind i vores showroom, og tydeligt giver udtryk for, at de gerne vil prøve en top eller to, men får ”det er du ikke gammel nok til, skat” som svar, de har måske bare et andet behov, end naboens eller venindens datter.
Vigtigst af alt, så skal man lytte til barnets og dets behov, og der er intet rigtigt eller forkert ved at udvikle bryster i en alder af 8 år, eller modsat i en alder af 15 år. ALLE ER FORSKELLIGE, OG DET ER FANTASTISK. Vi må endelig ikke ”shame” piger og udviklingen af deres krop, for de lærer af os ældre, og vores pligt er at lære dem at elske og respektere dem selv.

Så hvis dit barn er i den yngre ende, men enten har ondt, er øm eller måske lidt pinlig over, at man er begyndt at kunne se det, så tag en rolig snak om, at det er helt normalt for piger at udvikle sig på forskellige tidspunkter, og hvis hun er klar, så kan i sammen tage en mor/datter tur, eller en far/datter tur, og finde en første top. Hvis barnet ikke er klar, så er det ikke sværere end at sige ”okay, du siger bare til, når du føler du er ved at være der. Der er intet at skamme sig over, og du kan snakke med mor/far om alt.”

At være imødekommende over for din teen eller tweens behov er super vigtigt! Igen, vi oplever tit de her problemstillinger med, at man som forældre ved et uheld sammenligner sit barn med sin førstefødte, naboens datter eller niecen – men som der er skrevet længere oppe, så er alle piger forskellige, og har forskellige behov.

Modsat, så oplever vi også 14/15-årige piger, der ikke har udviklet sig ligeså hurtigt som veninderne, og faktisk måske er lidt frustreret over det. Her er det igen hamrende vigtigt som forældre at have forståelse, og kunne snakke med barnet om, at alle er forskellige, og ser forskellige ud, at hun ikke har travlt og at det selvfølgelig nok skal komme.

Til alle jer unge piger, der måske gerne vil snakke med mor og far om jeres allerførste top; Det er helt okay at være den første eller den sidste i klassen til at eje en top/BH, og det er endnu mere okay, at alle ikke ser ens ud, eller er samme størrelse. Snak med mor, far, storesøster eller moster om det, og find ud af, hvad netop du skal gøre, for at føle dig tilpas og komfortabel. Du har hverken travlt eller er bagud. Det er vigtigt at tage alt i ens teenager år i dit eget tempo.

Vil du gerne høre mere om, hvordan og hvorfor vores kroppe er vidt forskellige, og hvordan de udvikler sig. Kan du læse et af vores andre spændende blogindlæg om kroppens forandring lige her. 

Slutteligt vil jeg runde af med at sige, at i selvfølgelig altid er velkommen til at ringe eller skrive en mail, hvis I har brug for yderligere hjælp og guide.

Skrevet af Sinem Bektas d. 28-01-2019 i Teenstyle vejledninger, Tøj & mode, Tweens og teens