TWEEN – NÆSTEN TEEN

Medforfatter til bogen Tweens, Pia Beck Rydahl, fortæller her om tidens små wannabe teenagere, der stadig er børn, men er holdt op med at lege. Hun fortæller om deres indre kaos og søgen efter ydre x-faktor – og så giver hun et par gode råd med på vejen til os, der har eller snart får tweens i huset. 

Tweens er børn i alderen fra 8 til 13 år. Dem, der er ’ in between’ at være barn og teenager. Det er
børn, der bliver bombarderet med endeløse mængder af informationer og valgmuligheder. Det er børn, der står overfor flere udfordringer end nogensinde før. Og det er børn, der forsøger at blive vældigt hurtigt voksne:
”De største kendetegn ved tweens, er, at de stræber opad i alder. De holder tidligt op med at se Disney sjov og køber blade i stedet for og bliver optagede af teenagere som rollemodeller. De kopierer teen-stilen og begynder at få den der ydre x-faktor. De begynder også at synes det er yt, at sige, at de leger. De går mere op i at være cool”, fortæller Pia Beck Rydahl.
Forskellen på at være 10 år i dag og for bare 15 år siden er kolossal. Tweens vokser op i en tid, der ligger milevidt fra dengang, der kun var én fjernsynskanal og én telefon til hele familien. De tilbringer mere tid inde end ude – helt op til 80 % af deres tid tilbringes inden døre – hvor det var omvendt i deres forældres barndom. Tweens er digitale indfødte – den første generation, der er født med mobiltelefon i hånden og computer i hjemmet. Ifølge Pia er det alt sammen noget, der påvirker dem rigtig meget.

Forbrugerbørn
Herhjemme har begrebet Tween kun været kendt og anvendt de sidste godt fem år. Men det er opstået i USA allerede i de tidlige 80ere, egentlig som betegnelse for en ny forbrugergruppe – en målgruppe for produkter, og det giver mening, ifølge Pia:
”Børn i dag har stor bevidsthed om, hvad de vil have og hvad de ikke vil have. De er fuldstændig klar på, hvornår den nye Ipod er kommet og hvilke farve, man kan få den i. Og det er de helt ned til 7 årsalderen. For 15-20 år siden var det noget mor og far tog sig af.”
Selvom Tweens-begrebet er opstået og anvendes som en voksenterm, er der flere og flere børn, der tager betegnelsen til sig, ifølge Pia:
”Så får de en eller anden oplevelse af – Gud, så hedder vi også noget, ligesom teenagerne gør
– det synes de er lidt sejt, fordi så er de nemlig ikke bare børn, men noget særligt. Men jeg tror, at vi skal være påpasselige med, at de skal hedde noget bestemt. Vi skal hellere støtte dem i at være mere børn, meget mere legende og kreative og ikke falde for det image, de tager på sig.”

Det indre barn
Selvom det kan virke som om en tween næsten er en teen, skal man nemlig ikke lade sig narre, mener Pia:
”Der er en generation af børn, som er blevet mødt meget voksne. De er blevet gode til at reflektere og de er gode til at sætte ord på ting. Det giver børn, som forsøger at være større end de egentlig er. Indeni er de i kaos og har enormt mange følelser og er stadig enormt meget barn.
Vi ser meget af det barnlige og det legende gennem sprækkerne, selvom de forsøger at skjule det bag en rolle.
De er børn i teenageforklædning og mange af dem er på hårdt
arbejde.”

Vær dig selv
For øjeblikket er Pia optaget af en af de mest udbredte myter, om hvordan man skal være og som hun ofte støder på i sit arbejde som familiecoach- og terapeut. Det er myten om, at man skal være udadvendt og have albuer for at kunne klare sig og komme frem i verden:
”Det er nogle ret forældede værdier. Hvis statistikken er rigtig, så er 45 % af alle mennesker mere indadvendte end udadvendte. Dem skal der jo være plads til. Som forælder skal man accepterer sine tweens med den energi de nu har og indadvendte eller udadvendte, som de nu er, og ikke forsøge, at gøre dem til én type barn. Det er der mange forældre, der gør og kræver at børnene har masser af venner og aftaler hver eftermiddag og at de skal sige noget i skolen. Der er bare rigtig mange børn, der ikke kan følge med på de forventninger.”
Pias bedste råd til forældre med tweens er, at turde være sig selv. Måden man er forælder på, smitter af, så det er vigtigt at være opmærksom på, ikke selv at spille roller, men at være ærlig og sige, at du er træt, hvis du er træt og ked af det, hvis du er ked af det:
”De her tweens har mere end nogensinde brug for et skib med en retning. Og du er kaptajnen. Vis dig selv og find ud af dine værdier og hvad der er vigtigt for dig – ikke hvad der er vigtigt for naboen eller klassens forældre. Vær autentisk. Det er det, din tween skal spejle sig i.”

Sugemallen og Direktøren
Den dag der hænger et skilt på døren til dit barns værelse med påskriften: Forbudt for forældre – den dag er dit barn helt sikkert blevet en tween. Det kan ske nærmest fra den ene dag til den anden, og måske er du slet ikke parat til at give slip. Men gør det alligevel. Ifølge Pia, bliver det bare værre, hvis man klistrer sig fast til sit (eks)barn:
”Det er ikke let at give slip, bare sådan lige med det samme. Det er en proces. Men det duer ikke at være en sugemalle.
Så skaber du endnu mere afstand til dit barn. Giv omsorg på nye måder og læg mærke til at du ikke omklamrer dit barn.” Det nytter heller ikke noget at hive voksenkortet frem længere:
”Tweens kræver at blive talt ligeværdigt til. Det har vi faktisk selv lært dem. Så et magthierarki, hvor du er direktøren og barnet har en underdanig rolle, det går bare ikke. Det forværrer konfliktniveaet helt vildt meget, at begynde på det der med, at det er dig, der er den voksne og det er dig der bestemmer. Prøv i stedet at lytte og knytte. Prøv at spørge, om de selv har et forslag til hvordan den her stil skal laves færdig. Eller: okay, du har lektier for – har du en plan eller har du brug for hjælp? Vend det om til noget coachende i stedet for at være direktøren, der siger: du skal lave dine lektier og du gør det nu.
Det er en oplagt mulighed for at slippe opdragerrollen.”, anbefaler Pia.

TWEENS
Uden løftede pegefingre og med stor kærlighed bliver du med bogen Tweens udfordret til at tage din tween i hånden på hans eller hendes præmisser. Gennem massevis af eksempler fra hverdagen viser forfatterne, hvordan du giver din tween glæden ved og oplevelsen af at leve efter sine værdier og kunne håndtere den udfordring, det er at være tween i dag.

Tweens er skrevet af Pia Beck Rydahl og Pernille W. Lauritsen.
De har tilsammen fire børn, hvoraf to aktuelt er tweens.

Pia er familieterapeut- og coach, grundlægger af firmaet Hverdagens Helte og har skrevet bogen Teenpower. Pernille er coach og grundlægger af coachinghuset Mindjuice og har skrevet bogen Samtaler med forældre sammen med familieterapeut Jesper Juul.

 


Pia Beck Rydahl har skrevet en bog om tweens.

 

Tekst: Siv Lerce Frederiksen

Skrevet af umame d. 08-05-2016 i Tweens og teens