Hvad er en influencer?

Influencer på sociale medier - bliver de sponsoreret

I blog-indlægget Mode skifter, det gør stil ikke blev influencere nævnt et par gange. Det har måske efterladt nogle med tanken: “Hvad er det nu lige en influencer er?”

Helt basalt er en influencer en person, som er god til at påvirke andre. Det kan være til at leve på en bestemt måde, fx. kan de påvirke ens miljøbevidsthed, ens sundhed, ens madvaner, ens syn på andre osv. Det influencere primært bliver brugt til er at reklamere for en vare, der skal sælges. Det kaldes influencer marketing, som for alvor slog igennem i Danmark i 2017. Det gjorde, at for nogle pludselig kunne gøre deres profiler på sociale medier til deres levebrød. Det betød også, at de sociale medier gik fra sjov og leg, til et kæmpe katalog for diverse brands fra hele verden.

Influencere er delt op i tre kategorier i forhold til hvor mange følgere, de har på de sociale medier:

  • Microinfluencere: 1000 – 10.000 følgere
  • Macroinfluencere: 10.000 – 100.000 følgere
  • Megainfluencere: over 100.000 følgere

Influencer marketing:

Virksomheder har eller har fået udvalgt nogle personer, som på de sociale medier har mange følgere, som svarer til virksomhedens målgruppe. Disse virksomheder kontakter influenceren og tilbyder enten gratis produkter, eller både produkter og løn til vedkommende. Hvis influenceren indvilliger, er det nu dens job, at lave en god markedsføring af produktet/produkterne. Markedsføringen kan ske gennem videoer, billeder med en tilhørende tekst eller et blogindlæg. Om influenceren får penge for reklamen eller blot får produkter gratis, kommer typisk an på hvor mange følgere han/hun har.

Influencere bruger typisk medierne Instagram, Facebook og Youtube. Særligt Instagram er blevet en helt stor spiller.
Grunden til at Instagram er en perfekt lege-/arbejdsplads for influencere er, at det er et mere personligt medie. Megainfluenceren vil typisk tage dens følgere med helt tæt på vedkommendes familie, venner og hverdag. På den måde får de deres følgere til at føle, at de nærmest får et veninde-/venneforhold til dem.
Megainfluenceren lægger billeder på sin profil hver dag, oftest flere gange om dagen. Flere megainfluencere lever, eller kan formentlig leve af deres markedsføring. Der følger dog en halvdyr livsstil med til det at være megainfluencer. Skal man holde på sine følgere og blive ved med, at kunne lægge interessante billeder/opslag op hver dag, koster det lidt. Man skal gerne bo pænt i en storby, og skal helst være til mange begivenheder og lave noget socialt stort set hver dag.

Overlever influencer marketing?:

Influencer marketing er som sagt en forholdvis ny ting, som virkelig har vundet indpas i store dele af verden. MEN på trods af at det idag er blevet kæmpe stort, spås det til, ikke at ville holde på længere sigt. Så det er ikke sikkert, at vi i fremtiden vil se influencer marketing på samme måde, som vi gør i disse år.

Grunden til at de influencere vi ser idag, ikke er blevet spået med den bedste fremtid er, at de har oversolgt sig selv fra starten.
Hele strategien bag deres reklameringer har som sådan aldrig været hemmelig. Derfor har mange fra starten af fanget, at de ting influencere markedsførte på deres platforme, var noget de havde fået foræret og i nogle tilfælde fået betaling for. Det er svært at blive ved med at overbevise potentielle kunder om, at man som privat person selv bruger og elsker de produkter, der bliver anbefalet. Særligt når man skal skrive, at produkterne er reklame eller sponsorrat.

Tillidsbarometer:

Megainfluenceren: Af de overstående grunde, er tilliden til megainfluencerne faldet markant. De har dog på nuværende tidspunkt, stadig størst glæde af branchen. De får aftaler med de mest eksklusive mærker, bliver inviteret til at lave design samarbejde med dem, og til at sidde på første række til deres shows under modeugerne. Men deres engagement rate er lav, og det bliver et problem for dem fremadrettet.
Til gengæld er microinfluencerne, som er dem i kategorien med færrest følgere i den grad kommet på banen.

Microinfluenceren: De har færre følgere, og når ikke ud til så mange som de to andre influencer grupper. Men deres troværdighed er højere, og derfor er deres følgere også mere dedikerede til dem. De har nemmere ved, at overtale folk til at købe. På fagsprog kaldes det, at de har en høj engagement rate.
Microinfluencere er i højere grad “almindelige mennesker”, som ikke er en del af modebranchen eller lignende. De er mennesker, som er interessante af andre grunde. Det kan være, fordi de er sjove og underholdende, fordi de er ærlige og relaterbare, eller fordi de bare lægger nogle spændende og flotte ting op.

Macroinfluenceren: Til sidst har vi macroinfluenceren, som er gruppen i midten af mega- og microinfluencere. Der er ikke nogen tvivl om, at de også bliver brugt til markedsføring. Men det er som om, at de ikke har vundet indpas på helt samme måde, som de to andre grupper. Macroinfluencere er ligesom megainfluencere i en kategori, hvor virksomheder betaler dem for deres arbejde. Hvor microinfluencerne ofte blot får foræret produkter.
Det er muligt, at virksomhederne tænker, at de helst vil bruge megainfluencerne, hvis de alligevel skal have pengepungen frem. I hvertfald har macroinfluencerne endnu ikke toppet, men det kan være det kommer en dag.

Skrevet af Anna-Sofie Dall Johansen d. 30-01-2020 i Fritid, Tweens og teens